Uge 21 - Det sidste af undertaget

Så er det blevet tid til at lægge undertag på det sidste af taget, og skære de sidste udhæng til. Nu kan man rigtig få en fornemmelse af hvor stor den nye karnap bliver. Det ser lidt voldsomt ud på billedet, men det skal nu nok blive flot, når det bliver lukket til.

 

Inden for er der gjort klar til at støbe gulvet i badeværelset. VVS'eren har været her og lagt rør ud til afløb og vand. Mureren skulle komme i næste uge for at støbe gulvet. Der er jo lidt koordinering der skal til, da VVS'eren skal trække rørene til gulvvarmen efter at mureren har lagt støbeplader på, og så skal mureren støbe gulvet. Det er spændende om det lykkedes i næste uge.

På billedet kan man se at der er lagt forstærkning ud til der hvor badeværelsesgulvet skal være. Vi kan nu fornemme hvor stort det bliver. Det bliver dejligt når det bliver færdigt.

VVS'eren har også fået sat rendejern til tagrenderne på den ene side af huset, så nu går det også fremad der.

Elektrikeren var også forbi og monterede lyset i den nye mellemgang, så nu er den færdig, på nær døren til garagen. Den kommer først om nogle uger, da den skulle laves efter specielle mål.

Vi har også fået tegl til taget leveret, så nu står der 10 paller ude på vejen. Det er efterhånden svært at komme til.

Isoleringen er også kommet. Det fylder godt i haven - men det er faktisk kun halvdelen der skal bruges. Den anden halvdel er en fejl-leverance, så den kommer tømmerhandlen og henter igen.