Uge 20 - Spær på udbygningen

Ugen startede jo lidt sent, da mandag var fridag (2. pinse dag), så der har ikke været så meget fremdrift i denne uge.

Den store ting, der er lavet er at der er kommet spær på udbygningen af førstesalen, så nu kan vi begynde og fornemme hvordan denne store ændring på huset tager sig ud.

Meningen var at VVS'eren skulle komme forbi i denne uge, så der er blevet gjort klar til at han kan sætte tagrender op, og lave afløbene til badeværelset. Det ser ud til at vi undgår at skulle sænke loftet i gangen neden under badeværelset. De forskellige afløb skulle kunne være der. Desværre kom VVS'eren ikke alligevel, så nu må vi håbe at han kommer i starten af næste uge.

På førstesalen er der indvendigt lavet forskalling til skunken, og det ser ud til at den nye rem ikke rager for langt ud. Forskallingen sættes bare direkte på remmen.

I mellemgangen har vi nu fået sat gerekter og fodlister op, så vi har brugt noget af weekenden på at spartle og male disse en sidste gang. Nu begynder det at se flot ud. I næste uge kommer elektrikeren og monterer halogen lys i loftet, og sætter stikkontakterne i.