Uge 16 - Undertaget og el

Nu er spærene på den ene side af taget ved at være klar, så nu er det tid til at lægge undertag på den side. Der er lavet udvekslinger til kvistene, og der er forstærket en del. Vi mangler dog stadig en tilbagemelding fra ingeniøren om vi evt. kan bruge skillevægene som afstivning i stedet for at afstive i skunken i begge sider. Her er de første plader af undertaget lagt op.

 

I mellembygningen har elektrikeren været i gang med at trække ledninger til lys, og IHC net fra garagen. lyset var ikke så stort et problem, men IHC nettet er lidt værre. Her skal der trækkes et kabel fra hvert stik i vægen til et centralt krydsfelt i kælderen. Det bliver til en del meter ledning. Elektrikeren har valgt at lægge IHC nettet i jorden bag huset, og så ind i kælderen den vej. Alternativet var at køre det op igennem første salen eller under gulvet i stuen. Det sidste ville ikke være så rart.

Udenfor lægges der en vandtæt membran oven på pladerne, og oven på det lægges lægderne. Hullerne til kvistene laves først når de kommer. De bliver færdiglavet fra fabrikken, og hejst ind med en kran.

På den anden side af huset er de nu begyndt at hive den del af taget af, og gøre klar til at mureren kan lave den nye gavl. Det viste sig at under terrassen gemte der sig et beton-dæk. Det er helt tydeligt at den del er lavet senere end resten af huset. Planen er faktisk at lade det ligge. Der skal alligevel lægges nyt gulv på hele første salen, og det skal alligevel nivelleres, så her skærer og hamrer de bare lige kanten af, så den ikke rager ud over muren. Så kan mureren lave den nye ydermur oven på det.

Inden for var håndværkerne kommet til at rykke lidt for meget rundt med de varmerør der gik op på første salen, så lige pludselig begyndte anlægget at tabe tryk. Så VVS manden måtte komme forbi og reparere det. Desværre var den samling der var gået, inde i væggen i stuen. Heldigvis var det helt oppe ved loftet, så han behøvede kun at lave et lille hul for at reparere det.

Når maleren kommer forbi næste gang må han få repareret væggen igen.

Nu har mureren også været her, for at bryde den gamle gavl ned. På billedet er han ved at banke muren ned med en meget stor hammer - elektrisk selvfølgelig. Jeg er glad for at terrassen er lavet med et solidt beton-dæk. Ellers tror jeg at loftet i stuen var braset sammen.

I mellemtiden kom tømreren lidt videre med mellemgangen. Nu har vi fået gipslofter på, og der er også sat spær-foringer på 2 spær på taget ud mod vejen.

Efter at gavlen er væk, er det blevet en del sværere at komme op på første salen. Trappen er lukket, og gavlen er lukket helt til med presenninger. Jeg håber snart at Frank (vognmanden med grabben) kommer forbi og henter de gamle burbrokker, træ og tagplader. Der er ved at være godt fyldt op i haven. Nu er det Bededags ferie, så det bliver tidligst mandag.